Søhøjlandets Egnsspil

Søhøjlandets Egnsspil opførte sin første produktion, Da toget kom, i 1988 og fortsatte i næsten tyve år. Til tiårsjubilæet i 1998 redigerede og udgav jeg Søhøjlandets Egnsspil 1988-1998 – et jubilæumsskrift med bidrag af egnsspillets stifter og første instruktør Dorthe Lange, af instruktør Hans Nørregaard, egnsspiller Knud Markvard Andersen og teaterhistorikeren John Andreasen. Selv skrev jeg det indledende afsnit Om at skrive egnsspil. Bogen koster 100 kr. frit tilsendt og kan bestilles på hedin@c.dk.
Jeg skrev samtlige egnsspil undtagen det andet, Søforklaringer ombord (1989), det første (Da toget kom) som hovedkraft i en forfattergrupper på 4, de øvrige alene, men i tæt samarbejde med instruktør og egnsspillere.

Her er lidt om de egnsspil, jeg medvirkede til:

1988: Da toget kom

Jernbanen nåede Søhøjlandet i 1871, og snart voksede en lille by op „Ved Ry Station paa Siim Mark“, som stedet hed dengang. Da indbyggerne blev talt første gang i februar 1880, var der i alt 68 personer, der havde fundet på at slå sig ned på det nye sted. Blandt dem var flere markante personligheder, der kom til at præge nybyggertiden. Om dem handlede stykket – og så om jernbanebørsterne, de mere eller mindre løse fugle, „jordens udskud, det værste krapyl“ (som der står i en af stykkets sange), der „kom alle vegne fra“ og strømmede til jernbaneanlægge­ne, hvor der var gode penge at tjene til gengæld for hårdt slid, lange arbejdsdage og et liv på feltfod. Foruden mig selv bidrog tre andre forfattere til stykket, og Ole Heie skrev original musik til de indlagte sange.

1990: Hjem til Cara Insula

Den 26. juni 1260 fik Øm Kloster ny abbed. Det var op til munkene selv at vælge deres leder, og de valgte denne gang Jens med tilnavnet Dover. Efter i hastig rækkefølge at have afløst hinanden på tronen var Valdemar Sejrs sønner nu alle tre døde, og på tronen sad et lille barn, den senere Erik Klipping. Det var en kaotisk tid, hvor enkedronning Margrethe Sprænghests marsk Jens Kalf syv gange på et år (1261) ”voldgæstede” klosteret i Øm. Omkring de to Jens’er og munkene i Øm i et ondt år drejede handlingen sig. Stykket blev spillet i Ry Højskoles have ned mod Gudenåen.

1991: Man må sno sig – Glentholm

Den gamle vandmølle ved Ry var en del af Øm Klosters gods, senere solgt til selv­eje. I 1873 blev møllen købt af Harald Valdemar van Deurs (1842-1908), der havde andre og større planer end at male korn. Vandkraften blev udnyttet til industri, bl.a. en træskofabrik, og her stiftedes i 1906 Rys første fagforening. Samtidig blev Ry Mølle omdøbt til Glentholm; der skal på den tid have været mange glenter i skovene omkring møllen. Stykkets hovedidé var problemerne med at få oprettet og anerkendt den første fagforening i Ry, men den noget specielle familje på Glentholm, hvorom der endnu går frasagn på egnen, kom naturligt ind i billedet. Stykket blev spillet på de autentiske brosten mellem Ry Mølles gamle bygninger.

1992: I lys og skygge

Vilhelm Kyhn var Ry-egnens maler. Han kom her fra jernbanens åbning i 1871 og til kort før sin død i 1903, i alt næsten hver sommer gennem tredive år. Han holdt til på hotellet – eller gæstgivergården, som det hed dengang – og omkring ham voksede en koloni af kunstnere op. Til dem hørte de to Ry-malerinder Pauline Thomsen og Anna Klindt Sørensen. Om dem og andre af egnens kunstnere og om det vanskelige valg mellem kunstnerisk tilbøjelighed og borgerlig tryghed handlede Petersborg-spillet 1992, spillet i haven til Anna Klindt Sørensens villa Petersborg efter hendes død få år før.

Billedet viser Birgitte Krill, Leina Gjessø, Jeanette Pejtersen, Gete Knudsen og Johanne Helbig Hansen som cancan-danserinder med Petersborg i baggrunden.

1994: Kilden og galgen

Omkring årsskiftet 1584-85 indkaldte kong Frederik II den hes­siske glasmager Liborius Trebing med den opgave at starte en dansk glasproduktion i skovene ved Ry. Med Liborius og hans svende kom der for en tid nyt liv i den gamle valfartsby, som det efter reformationen var gået tilbage for; men festen varede kun kort. Og som vi har set det så tit, er det indvandrerne, der først står for skud, når tiderne bliver trange. Vi aner en konflikt, der til­spidses og når sin kulmination, da Anders Hytter i 1617 myrdes i selve Ry kirke under de halvt sammenfaldne hvælvinger. Om disse dramatiske begivenheder handlede egnsspillet i 1994.

1996: Opbrud – et stenalderspil

Folk i Søhøjlandet har altid været lidt for sig selv – lidt vildere end andre. Det gjaldt sikkert også i stenalderen. Om disse ældste midtjyder og deres møde med en verden i forandring handlede stenalderspillet 1996 om de to jægerstammer Svinene og Bukkene, der tvinges til at lægge gammelt kiv til side og rykke sammen, da nye folk med en anden livsform – agerbruget – trænger ind på deres gamle, rige jagtmarker – om, hvordan samfund går under, mens livet går videre.

På billedet ses de to stammers troldkvinder: Bukkenes ulvekvinde Stærke Ord og Svinenes bjørnekvinde Gode Miner, spillet af hhv. Trine Hovgaard og Karen Hedin.

1998: Himmelbjergspillet

Steen Steensen Blicher (1781-1848), en af Danmarks største digtere, var ankermand og fast hovedtaler på de folkemøder, der i årene 1839-44 blev holdt på Himmelbjerget, og han er på den måde knyttet til Ry-egnen og det midtjydske søhøjland. Ellers er han jo mest kendt som hedens og taternes (eller ”kæltringernes”) digter. Begge elementer, himmelbjergfesterne og taterne, indgik centralt i det stykke, hvormed Søhøjlandets Egnsspil fejrede sit 10 års jubilæum – og mindedes 150-året for Blichers død og den fredelige revolution, som festerne var med til at bane vej for. Stykket blev spillet på festpladsen omkring den talerstol, som stadig bruges til grundlovsfester.

2000: Herrefolk og flygtninge

Den anden verdenskrig kom også til Ry, endda meget direkte, for tyskerne havde en militær flyveplads her, et vigtigt led i forbindelsen til Norge. Efter befrielsen blev den indrettet til lejr for tyske flygtninge – ”koncentrationslejr” er faktisk et rammende ord, for flygtningene blev holdt strengt adskilt fra lokalbefolkningen. Om herrefolket, der endte som flygtninge, om dem, der gjorde modstand, dem, der samarbejdede og betalte prisen, og dem, der med held red på begge heste, spillede vi på selve det sted, hvor begivenhederne havde fundet sted – omkring kommandantboligen ned til Salten Å – og vores dygtige scenograf havde skaffet en ægte tysk militærvogn fra tiden foruden en mere almindelig lastbil fra de samme år.

2002: Man må ta’ kampen op

Om en af dansk andelsbevægelses grundlæggere og lurmærkets opfinder, Anders Nielsen fra Svejstrup Østergård. Stykket blev også denne gang opført på selve åstedet, gårdspladsen i Svejstrup lidt sydøst for Ry foran det gamle stuehus (avlsbygningerne er dog ikke fra Anders Nielsens tid). Som i flygtningespillet medvirkede en veteranbil, men denne gang tillige et mindre dyrskue og et hold lurblæsere.

2005: Andersens højland

Blandt de mange mæcener og velyndere, H. C. Andersen (1805-1875) gæstede på sine rejser rundt i landet, var også Michael Drewsen i Silkeborg (1804-1874), papirfabrikkens og dermed byens grundlægger og initiativtager til den endnu eksisterende bådfart på søerne (Hjejle-bådene). Det siger næsten sig selv, at Søhøjlandets Egnsspil måtte slutte af med at præsentere Danmarks verdensberømte digter (en dramatisering af eventyrene ”Ib og lille Christine” og ”Den lille pige med svovlstikkerne” indgik i stykket), Søhøjlandets store gründer og Gudenåens ikoniske turistattraktion – et værdigt klimaks! Som det første og eneste blev stykket opført indendørs, nemlig i festsalen på Gl. Rye skole.