”Skyd de russiske hunde!”

Historie og historieforfalskning i og omkring Ukraine
Af Henrik Stamer Hedin

Det var her i bladet, vi i sin tid lancerede begrebet ”eurofascisme” eller ”EU-fascisme”; det skete på lederplads i augustnummeret 2009. Anledningen var, at bander af voldsmænd i ugevis havde terroriseret Moldovas hovedstad Chisinau, besat offentlige bygninger, smadret parlamentet og hejst fremmede landes flag over præsidentpaladset. På den måde var det lykkedes dem at vælte landets hidtidige kommunistiske flertalsstyre og bane vej for en regering af tre borgerlige partier, der udover fjendskabet mod kommunisterne kun havde én ting til fælles: De ville ind i EU.

Voldsmændene i Chisinau skrev sig ind i en efterhånden tyveårig tradition for ”kulørte revolutioner”. Vi definerede dengang disse ”revolutionære” bevægelser – revolutionære af form, reaktionære af indhold – som ”en moderne, vital og globaliseret pendant til gamle dages fascisme – en EU-fascisme”. Vi gjorde det med henvisning til Dimitrovs berømte tese om fascismen ved magten som udtryk for ”finanskapitalens mest reaktionære, chauvinistiske og imperialistiske elementers åbne terroristiske diktatur”. Og vi påpegede, hvad også andre havde set før os, at den europæiske finanskapitals interesser i dag er knyttet til EU, og at dens ”mest reaktionære, chauvinistiske og imperialistiske elementer” bruger EU som redskab for deres destruktive ekspansionsbestræbelser.

Hvad vi skrev dengang, har nu i Ukraine bekræftet sig endnu en gang og det på en måde, som efterlader meget lidt tvivl om, hvad det er for kræfter, vi har med at gøre. EU har støttet Maidan-”revolutionen” fra første færd og uforbeholdent. Fremtrædende EU-politikere har holdt peptalks for demonstranterne (for nu at kalde dem det). Den kendte milliardær-spekulant George Soros har offentlig erkendt (og måske er det rigtigere at sige ”pralet af”) at have givet penge, ligesom han også (sammen med CIA og andre reaktionære kræfter) finansierede den ”orange revolution” for ti år siden og lignende optøjer i andre lande. Både EU og USA har fonde, der helt officielt giver millionstøtte til reaktionære oprørsbevægelser i (især) østeuropæiske lande som Ukraine.

EU’s interesse i en reaktionær og russiskfjendtlig magtovertagelse i Kiev er åbenbar; det drejer sig om EU-ekspansion, om en ny Drang nach Osten, om at indordne den ukrainske økonomi under EU-storkapitalen, udrydde konkurrenter, erobre afsætningsmarkeder og sende nye horder af billig arbejdskraft mod de EU-ropæiske kerneområder, hvorfra de kan sende penge hjem, som de tilbageblevne kan bruge til at købe EU-ropæiske importvarer i stedet for de hjemmeproducerede, der ikke længere kan fås. For USA ligger interessen væsentligst i at blokere Ruslands adgang til det Sorte Hav og flådehavnen Sevastopol og dermed til Middelhavet og til slagpladserne i Syrien og det øvrige Mellemøsten.

Og selve brugen af ordet ”fascisme” om de kræfter, der bekæmpede den ukrainske regering, har vist sig så berettiget, at det vel ikke engang længere er værd at ofre tryksværte på. Bevægelsen var voldelig fra starten og besatte eller ødelagde både rådhuset, LO-bygningen og andre offentlige eller fremtrædende bygninger i Kievs centrum, ligesom den med vold forhindrede ministeriernes embedsmænd i at komme til deres kontorer og passe deres arbejde. Regeringen var meget tilbageholdende i sin reaktion og gav fascisterne og deres naive og godtroende medløbere lov til ting, som herhjemme aldrig ville blive tolereret – f.eks. etablering af en teltlejr på selve Maidan-pladsen i Kievs centrum, brug af brændende bildæk som barrikader og kasteskyts osv. Da parlamentet omsider i februar fik taget sig sammen til at indføre en lovgivning, der svarede til den, som er gældende i Danmark og andre EU-lande, blev det mødt med frådende angreb og beskyldninger om diktatur fra samtlige reaktionære – og en hel del af dem, der betragter sig som alt andet end reaktionære – i ind- og udland. Parlamentet smed straks håndklædet i ringen og ophævede den lovgivning, det netop selv havde indført.

Denne mangel på moralsk mod var med til at give højrekræfterne og fascismen sejren. Den er også sammen med politiets påfaldende mangel på evne til at holde de gader og pladser, de havde ryddet, betegnende for situationen: Åbenbart havde oppositionen støtte i en del af magtapparatet.

Oppositionens antikommunistiske tendens var tydelig fra et tidligt tidspunkt. ”I dag begraver vi Ukraines Socialistiske Sovjetrepublik!” proklameredes det fra talerstolen på Maidan-pladsen. Lenin-statuer blev væltet og det kommunistiske partis hovedsæde angrebet. Og det ganske uanset at sovjetrepublikken var gået under med Sovjetunionens opløsning, og at kommunisterne deltog i kritikken af Janukovitsj og oligarkvældet og havde stillet deres eget forslag om en folkeafstemning til afgørelse af spørgsmålet om Ukraines forhold til EU. Hertil kom antisemitiske udskejelser og meget andet.

Disse tendenser kom efterhånden til at dominere over det oprindelige formål med demonstrationerne: At protestere mod oligarkvældet og for de ”europæiske værdier”, som ingen ganske vist vidste hvad gik ud på, men som mange, især i landets vestlige del, så legemliggjort i EU. Regeringen åbnede gentagne gange for dialog, forhandlinger og kompromis og gik så langt som til at genåbne forhandlinger med EU om den associeringsaftale, som den selv meget fornuftigt havde afvist. Hen under jul kom det da også til afspænding, der blev lovet amnesti til arresterede Maidan-besættere, og en rømning af barrikaderne begyndte.

Dialogen blev saboteret af fascisterne efter nytår ved fornyede angreb på offentlige bygninger, og det kom nu til skyderier og drab. 77 demonstranter og 11 politifolk kom dødslisten til at omfatte. Politiet og russiske agenter (!) fik skylden, men troværdige rygter peger på, at de snigskytter, som fra tagene omkring Maidan begik drabene, var sat ind af de fascistiske grupper, som kontrollerede demonstranterne på pladsen. Rygterne er troværdige af to grunde: For det første stammer de fra en ledende læge ved demonstranternes eget nødlazaret, der mente at kunne konstatere, at politifolk og demonstranter var ramt af samme slags projektiler, at det altså var de samme, der havde skudt på både politi og demonstranter (samt i nogle tilfælde sagesløse forbipasserende). Og for det andet blev lignende fingerede massakrer på demonstranter iværksat af antisovjetiske oprørere i Letland og Litauen for godt tyve år siden. Det er i hvert fald den besked, man får, når man taler med lokale, der var med dengang (se Skub 2007, nr. 1). Formålet var selvfølgelig i alle tre tilfælde at oppiske en stemning af had og frygt – det næringssubstrat, fascismen lever af.

I februar blev der omsider ved EU’s og Ruslands mellemkomst indgået en fredsaftale, der bl.a. gik ud på nyvalg og præsidentens tilbagetræden. Den holdt et par timer. Så blev verden i bogstaveligste forstand taget på sengen med efterretningen om, at præsident Janukovitsj i nattens mulm og mørke var stukket af og ikke til at finde! Han dukkede senere op i Rusland og meddelte, at han stadig var præsident, hvilket formelt set var rigtigt nok: Han var ikke trådt tilbage, og selv om parlamentet med sin vante mangel på moralsk mod havde afsat ham, var det ikke sket med det i forfatningen krævede kvalificerede flertal på tre fjerdedele. Han hævdede at være blevet truet på livet, og det skal nok passe, men detaljer kom der ingen af. Og hvem regner med en præsident, der stikker halen mellem benene i farens stund? Janukovitsj spiller ikke længere nogen rolle i ukrainsk politik.

Fascisterne og den øvrige højrefløj var kommet til magten i Kiev, men det var sket med vold og i strid med forfatningen. Den præsident, man indsatte, var ikke valgt, og den nye regering blev kun godkendt af demonstranterne på Maidan-pladsen. De hævdede at repræsentere folket, men det skulle hurtigt vise sig ikke at være tilfældet.

Den nye regering var både antikommunistisk og antisemitisk og sendte straks hærværkspatruljer og tæskehold ud til de dele af landet, hvor regeringen ikke havde opbakning, og hvor befolkningen samlede sig for at beskytte de Lenin-statuer, som andre steder blev væltet. Det kommunistiske partis hovedsæde blev stormet, partiet blev truet med forbud, og det kom til pogromlignende angreb på Kievs jødiske samfund. Desuden var regeringen udpræget russiskfjendtlig og vedtog som en af sine første handlinger (foruden ophævelse af forbuddet mod fascistisk propaganda), at russisk ikke længere skulle have status som andet officielle sprog i de regioner, hvor der var store russiske mindretal (og det er mange i Ukraine). Det blev bestemmende for den form, modstanden mod fasciststyret i Kiev antog.

Det russiske befolkningsflertal på Krim havde fået nok af svineriet i Kiev. Det var der mange andre, der havde, men da russerne jo var i flertal på Krim, lå løsningen lige for: De ville hjem til Rusland! Selv om man kan sige, det var at svigte resten af Ukraine, var det klart i Ruslands interesse, for det lå i kortene, hvis ikke det blev sagt direkte, at noget af det, den nye regering i Kiev ville foretage sig, var at opsige aftalen om den russiske flådebase i Simferopol på Krim – netop hvad USA (og NATO) drømte om! Rusland støttede derfor løsrivelsesbevægelsen. De selvforsvarsstyrker, der hurtigt tog kontrol med halvøen, bar russiske uniformer og russiske våben (men ingen nationalitetsmærker), og russisk militær var i forvejen til stede på flådebasen i Simferopol.

I modsætning til blodbadet i Kiev blev revolutionen på Krim fredelig. To eller tre dødsfald blev der talt om til trods for, at der i fjorten dage ikke var anden justits på halvøen end befolkningens egen selvjustits. Den 16. marts blev der så stemt om løsrivelse eller udvidet autonomi inden for et føderalt Ukraine. Folkeafstemningen gav det forventede store flertal for løsrivelse; afviklingen er blevet kritiseret, men ingen har draget resultatet i tvivl, og der har heller ikke været rejst alvorlig tvivl om, at flertallet faktisk ønskede den tilslutning til Rusland, som blev det næste skridt. Faktisk var flertallet endnu større, end man kunne forvente ud fra russernes andel af befolkningen, så der var åbenbart andre end russerne, der ikke længere ønskede at blive regeret fra Kiev.

Da Krim nu ikke længere var en del af Ukraine, var de ukrainske militære styrker, der stadig holdt deres baser rundt om på halvøen, blevet en besættelsesstyrke; de skulle ud. Det foregik også fredeligt. Ubevæbnede folkemasser trængte ind på baserne, som alle overgav sig, og soldater sås forlade baserne til fods med deres ejendele i tasker og poser. I DR-korrespondent Thomas Ubbesens ”optik” (som det hedder, når man vil lægge afstand til andres opfattelse af virkeligheden) var det fredelige forløb udtryk for en særlig udspekuleret russisk krigslist: De ukrainske soldater kunne selvfølgelig ikke skyde på kvinder og våbenløse mænd. Men fortjenesten var ikke Kiev-regeringens, tværtimod. Soldaterne havde faktisk ikke alene tilladelse, men ordre til at skyde. Det nægtede de fleste, og halvdelen (ifølge Kiev) eller flere (ifølge Moskva) gjorde ligefrem mytteri og gik over til ”fjenden” – mest iøjnefaldende den nyudnævnte ukrainske flådechef. Resten nedlagde simpelt hen våbnene – med ganske få undtagelser, og en enkelt kom til at bøde med sit liv. Forlyder det i hvert fald fra Kiev.

Den fredelige magtovertagelse var afsluttet. Det, der var sket i Kiev, var et kup, hvor et bevæbnet og voldeligt mindretal i hovedstaden tvang præsidenten på flugt og førte sin vilje igennem uden hensyn til, at meget store dele af landet var imod. Det, der skete på Krim, var en revolution, fredeligt gennemført i kraft af befolkningens overvældende tilslutning. Det var en revolution rettet mod fascismen, mod EU og mod den amerikanske imperialisme, som nu måtte opgive sine planer om at få Rusland lukket ude fra Sortehavet.

EU’s ekspansion var blevet bremset – for første gang siden Norge stemte nej i 1972. Og USA var blevet forhindret i at lægge sin klamme hånd på Sortehavet. Ruslands reaktion havde været lige så resolut som tilbageholdende – ganske som dengang i 2008, da Georgiens præsident Saakasjvili på amerikansk tilskyndelse forsøgte sig med en rask lille krig mod Sydossetien (se Skub 2008, nr. 6-7). Langs både den gamle og den nye grænse til Ukraine blev russiske styrker opmarcheret som en klar, men diskret påmindelse til de imperialistiske stormagter om ikke igen at forsøge sig. Frustrationen i Washington og Bruxelles var til at tage og føle på, og hadpropagandaen nåede samme groteske dimensioner som i 2008 – eller værre. Fra den ene dag til den anden blev situationen i de vestlige mediers ”optik” vendt på hovedet: Fascistkuppet i Kiev var ikke noget kup og slet ikke fascistisk, men en demokratisk revolution for EU’s og Vestens ”bløde værdier”, der truedes af ”russisk aggression”. Krim-boernes klart udtrykte vilje var et ”brud på folkeretten” og udtryk for ”totalitær tankegang”. Barack Obama svang sig op til at tale om ”frihedens pris” (det skete i anledning af, at Ukraine nu skulle til at underordne sig EU’s og IMF’s sparepolitik), og i Politiken forkyndte en helsides overskrift den 6. marts, at ”Putins indædte had til Maidan ses på Krim”, hvorefter fulgte en længere psykologiserende redegørelse for Putins ”paranoia” og ”overfølsomhed”. De statsledere, der få år tidligere havde delt Jugoslavien op med vold og trukket grænser med våbenmagt, kravlede til vejrs på moralens høje hest og foreholdt Rusland og Putin, at i det 21. århundrede flytter man ikke længere grænser med magt. Og man kunne formelig høre hårene rejse sig knitrende på deres hoveder, når de mindede hinanden om, at Putin engang skal have omtalt Sovjetunionens fald som den største verdenshistoriske katastrofe i det 20. århundrede. Ville Putin genrejse Sovjetunionen?

Nogle uger i starten af marts kunne man ane 3. Verdenskrig rejse sig truende i horisonten. Selv det amputerede Ukraine samlede tropper ved grænsen til Rusland. Det varede nogle dage, indtil det gik op for de styrende i Kiev, at det krigsmateriel, mytterister og overløbere havde efterladt, ikke var i en stand, der gjorde det muligt at føre krig.

Viljen var ellers god nok. Julia Timosjenko, ”Dronningen af den Orange Revolution”, der var blevet befriet fra det fængsel, hvor hun afsonede en dom for korruption, udtalte, at hun personligt havde lyst til at fyre en kalasjnikov af i hovedet på Putin, at ”de russiske hunde” burde skydes ned, og at hun ville ”sætte himmel og jord i bevægelse for, at der ikke bliver så meget tilbage af Rusland som en plet afsveden jord”! Ordene blev sagt i en telefonsamtale med en anden ukrainsk politiker, men aflyttet og lagt ud på internettet. Hun har bekræftet, at hun har sagt det, men hævder dog, at der er tale om manipulation, når hun også skulle have talt for at bruge atomvåben mod de otte miljoner ukrainske russere. Man kan vel gå ud fra, at disse ord ikke er udtryk for en velovervejet politik i hendes Fædrelandsparti, som er førende i kupregeringen i Kiev, men bare det, at man kan tænke sådan, er jo slemt nok.

Krigsrummelen forstummede ret hurtigt. ”Krim er tabt,” sagde man i Vesten uden blusel. Men Rusland skulle ”straffes”, og det skulle ske ved ”sanktioner”. Det varede heller ikke så længe. Europa kunne ikke undvære den russiske gas og Carlsberg ikke sit russiske marked. Og de russiske formuer, man havde regnet med at kunne indefryse i EU-ropæiske banker, eksisterede ikke. Den højspændte situation afspændtes.

Putins Rusland er ikke Sovjetunionen – meget langt fra. Og hvad Putin vil, véd vist ikke engang han selv. Men der er åbenbart nok tilbage af de ”sovjetiske værdier” til, at det endnu en gang er Rusland, der skal redde os fra fascismen. Det var i hvert fald det, der skete på Krim – til EU’s og USA’s store, men afmægtige fortrydelse.

Blandt de russiske faner – mange med den tsaristiske dobbelthovedørn – ved de store demonstrationer både på Krim og i Donetsk, Kharkov og Odessa sås også røde faner med hammer og segl og transparenter med teksten: ”Sovjetunionen er vort fædreland!” Om Putin ønsker sig Sovjetunionen tilbage, er der som sagt ingen, der véd; men det er der mange andre, der gør, og på Krim fik de et fokus. Folkeafstemningen var ikke blot en national tilkendegivelse, i hvilket tilfælde den ikke havde behøvet interessere os andre ret meget. Den var også – og måske især – en folkeafstemning mod fascismen. Og den var en folkeafstemning mod EU.

Krim er ikke det eneste sted, hvor et begyndende oprør mod EU er i gang. I Bosnien har der været massedemonstrationer mod EU’s besættelsesstyrke, mod den østrigske højkommissær, som reelt styrer landet hen over hovederne på de valgte, og mod den nedskærings- og privatiseringspolitik med tilhørende fabrikslukninger, som landet er blevet påtvunget. Modstand mod EU er der som bekendt også andre steder.

Der er en snæver sammenhæng mellem den Europæiske Union og den Europæiske Kontrarevolution. Det, vi har set på Krim og i Bosnien, kunne ligne begyndelsen til enden på den Europæiske Kontrarevolution. Hvis det er tilfældet, bliver det også enden på EU.

Kilder: Dagspressen, især Neues Deutschland, Politiken, Arbejderen og Danmarks Radio.
E-mailede meddelelser og nødråb fra Ukraines Kommunistiske Parti.